Ønsketræet - glæd et barn

04/12/2016 (All day)

OPFYLD ET BARNS JULEGAVEØNSKE - du kan stadig støtte

Glædeligt nok er alle hjerterne fra Ønsketræet afhentet af en masse fantastiske mennesker, der ønsker at give børnene på byens døgninstitutioner en dejlig oplevelse. 
 
Mange vil fortsat gerne støtte projektet. Det er derfor stadig muligt at købe en gave, som kan bruges af børn/unge i alle aldre. Det kan f.eks. være gavekort, cd’er eller oplevelsesgaver (til biografen, Svømmestadion Danmark, McDonald’s, Sunset Boulevard, Jensens Bøfhus eller Bones).
 
Vi skal nok sørge for, at gaverne bliver ligeligt fordelt mellem børn/unge på de forskellige institutioner. 
 
Tusind tak for jeres store opbakning til Ønsketræet. I har virkelig gjort en forskel for rigtig mange børn og unge i Esbjerg.
 
I ønskes alle en glædelig jul samt et lykkebringende nytår!


_______________________________________________________________________

Igen i år får esbjergenserne mulighed for at opfylde et gaveønske, der er placeret på ”Ønsketræet” af et barn, der virkelig trænger til en opmuntring i den kolde juletid. Ønsketræet introduceres samtidig med at julen for alvor skydes i gang i Esbjerg City fredag den 25. november. Ønsketræet stod esbjergensernes hjerte meget nært og opbakningen var helt fantastisk sidste år. Som noget nyt er det ønsker fra anbragte børn/unge i hele Esbjerg Kommune.

Ønsketræet er placeret i gården ved Ting- og Arresthuset og er et juletræ, hvor den traditionelle julepynt er udskiftet med små kort med ønsker fra børn fra døgninstitutioner i Esbjerg Kommune. Børnene fra hver af de 14 institutioner har selv skrevet et ønske på kortet i prisklassen 100-250 kr., og ideen er så, at man kan tage et kort fra træet, købe den ønskede gave, få den pænt pakket ind og hæfte kortet på pakken, så den bliver afleveret til det barn, der har ønsket gaven. Giveren er anonym, men må meget gerne sende en hilsen sammen med gaven.

”Vi tror på, at rigtig mange familier i Esbjerg meget gerne vil hjælpe med at give børnene på døgninstitutionerne i Esbjerg en god juleoplevelse”, siger Brigitta Christensen, Esbjerg City, der opfordrer alle med lidt overskud til at give en gave til børnene fra Ønsketræet.
Ønsketræet er lavet i samarbejde med SSP & Forebyggelse, der netop har til huse nyrenoverede Ting- og Arresthuset i Skolegade.
Vælger man at følge opfordringen og købe en gave til børnene har man tre muligheder for at aflevere gaven.  Gaverne kan enten afleveres hos Esbjerg City, Torvet 16 1. sal fra mandag – fredag kl. 08.30 – 16.00 eller hos SSP & Forebyggelse, Ting- og Arresthuset mandag – fredag kl. 10 – 15 indtil den 16. december.
Du kan også aflevere gaven til Julemanden
Du har også mulighed for at aflevere gaven til Julemanden ved Ønsketræet fredag den2.12, 9.12 og 16.12 kl. 15.30 – 16.30 samt lørdag den 3.12, 10.12 eller 17.12 kl. 11 – 12. Julemanden vil kort før jul samle alle indleverede julegaver og aflevere den til børnene på døgninstitutionerne.