Fejring af Team Esbjerg, HVIS holdet vinder DM finalen

04/05/2016 (All day)
Fejring på Torvet i Esbjerg HVIS Team Esbjerg vinder DM i håndbold
 
Håndboldkvinderne fra FC Midtjylland vandt den første finalekamp med tre mål, men Team Esbjerg har stadig chancen for at hive sejren hjem på hjemmebane torsdag aften. Skulle det lykkes, er byen klar til at fejre holdet håndboldpigerne fredag den 6. maj kl. 16.00 på Torvet i Esbjerg. 
 
Det strider mod sportslig overtro at tage sejren på forskud, men på grund af helligdag og korte tidsfrister, udmeldes tidspunktet for den eventuelle fejring allerede nu. Går det ikke som håbet, annulleres planerne naturligvis. 
Det ville glæde mig inderligt, hvis Esbjerg - blot to uger efter vi vandt DM-guld i ishockey – også kunne vinde i håndbold. Der er lagt op til en gyser i den anden finalekamp, hvor alt kan ske. Og skulle vores piger vinde, så er vi selvfølgelig klar til at hylde dem som fortjent, siger Johnny Søtrup, borgmester i Esbjerg Kommune.
 
Program for eventuel fejring på Torvet
Spillerne kører fredag den 6. maj klokken 15.30 fra Blue Water Dokken i veteranlastbilen MB312 og ankommer klokken 16 på Torvet i Esbjerg. Ruten ses længere nede.
 
På Torvet vil borgmester Johnny Søtrup holde en tale til holdet, og den officielle fejring vil også byde på musik, taler, interviews og måske en overraskelse til de fremmødte.  Alle er meget velkomne til at møde op og være med til at fejre holdet, hvis de vinder. 
 
Esbjerg Kommunes eventsekretariat planlægger festlighederne i samarbejde med Esbjerg City og Team Esbjerg. 
 
Reception for holdet
Efter fejringen er Esbjerg Kommune vært ved en uformel reception for holdet på Hotel Britannia. Her vil alle spillere og ledere modtage en lille gave som minde om sejren. Pressen er velkommen til også at deltage i denne del af arrangementet.
 
Ruten for spillervognens paradekørsel:
Kl 15.30: Afgang Gl. Vardevej
Rundkørslen på Strandby Plads
Strandbygade
Skolegade
Jernbanegade
Nørregade
Torvegade
Skolegade
Strandbygade
Kongensgade
Englandsgade
Skolegade
Ca. 16: Ankomst Torvet i Esbjerg