Torvet summer af musik under Tall Ships Races

22/07/2014 (All day)

Masser af musik til det maritime publikum 

 
Musikprogrammet for Torvescenen er nu på plads for The Tall Ships Races i august. Der bliver gratis koncerter fredag, lørdag og søndag med store danske musiknavne som Dodo and The Dodos og Zididada samt navne som Celebration, The Robbie Williams Show og PopNitz. Det bliver 80’er stjernerne Dodo and The Dodos, der som hovednavn kommer til at fyre op for det maritime publikum fredag aften kl. 22.30.
 
"Det er lykkedes os at skrue en omgang gratis musik sammen, hvor der er lagt vægt på, at der bliver spillet musik, der kan samle familierne. Vi har gjort plads til et bredt udbud af musik lige fra pop og rock til reggae og Sydamerikansk" siger Brigitta Christensen fra Esbjerg City, 
der er initiativtager til Torvescenen. Alt musikken på Torvescenen er sponseret af Esbjerg Citys samarbejdspartnere og restauranterne på Torvet.
 
Musikprogrammet ser således ud:
 
Fredag den 1. august kl. 18.30
Celebration
"Celebration" er et partyband der som navnet antyder, benytter enhver lejlighed for at fejre de største hits fra de sidste 5 årtier.
Repertoiret består af de største hits fra bl.a. Kim Larsen og Gasolin, Danseorkestret, Thomas Helmig, Creedence Clearwater, Hot Chocolade, Earth Wind and Fire, Rasmus Seebach, The Beatles, Bryan Adams, Michael Jackson, George Michael, Robbie Williams, Prince, Bruno Mars, Jason Mraz, Daft Punk, U2, Lukas Graham, Avicii, Pharrell, og mange flere.
Altid fremført i medrivende live-fortolkninger der ikke levner tvivl om spilleglæde og musikalsk overskud fra hele banden.
 
Fredag den 1. august kl. 22.30
Dodo and The Dodos
80’er-stjernerne holder stadig fanen højt.Dodo blev først kendt i offentligheden, da hun i 1986 sang sammen med det danske fodboldlandshold i forbindelse med ”Re-Sepp-Ten” og VM. Året efter fik Dodo, nu med The Dodos, deres store gennembrud med 
poprocksange som ”Vågner I Natten” og ”Penge” og det selvbetitlede debutalbum. Det solgte 180.000 eksemplarer, hvilket dengang var det bedst solgte danske debutalbum nogensinde. Siden fulgte hits som ”Sømand Af Verden”, ”Pigen Med Det Røde Hår” og mange flere, og dem kan du glæde dig til at høre på Torvet i Esbjerg City.
 
Lørdag den 2. august kl. 19.00
The Robbie Williams Show 2014
Robbie Williams; manden med en pladekontrakt til 80 mio. pund, salgstal oppe i omegnen af 35 mio CD´er, og et navn der efterhånden er et lige så etableret varemærke som Kellogg´s Cornflakes!
Netop den enorme efterspørgsel ligger til grund for at nogle af landets sejeste musikere, alle kendt fra flere af de store jambands herhjemme, er gået sammen og dannet "The Robbie Williams show"
 
Repertoiret spænder selvfølgelig over hele mesterens karriere fra albummene: "Life through a lens" og "I´ve been expecting you", over "Sing when you´re winning", og den nyeste ”Swing Both Ways”.
 
Med "The Robbie Williams show" er du garanteret en powerfuld og særdeles underholdende aften for publikum i alle aldre – præsenteret af et af landets absolut bedste jambands!! 
 
Mine damer og herrer: Let them entertain you!!
 
Lørdag den 2. august kl. 22.00
Zididada
Zididadas ry, som ét af Danmarks bedste liveorkestre er med garanti ikke uden grund. Med deres spændende miks af eksotiske rytmer, latin, pop, reggae samt mere rockede og hårdtslående numre, er deres musik fyldt med en energi, der i den grad når ud over scenekanten.
De erfarne herrer er garanter for at give folk en kæmpe oplevelse og med fem CD’er i bagkataloget og mega-hits som ”Rock my boat,” ”Walking on water” og ”Zididada day” er vejen banet for en fed koncertoplevelse til publikum i forbindelse med The Tall Ships Races i Esbjerg – både deres trofaste fans og dem, der sætter pris på en super fed koncertoplevelse. Her kan man virkelig FEEL THE ENERGY.
 
Søndag den 3. august kl. 16.30
Jazz Buffetten
Efter præmieoverrækkelsen på Torvescenen underholder en flok jazz originaler fra Varde, der er leveringsdygtige i en omgang festlig og swingende jazz – alt sammen noget som du kender. Deres sceneoptræden er samtidig krydret med små shows. Fantastisk musik til aftensmad eller en drink på byens restauranter.
 
Søndag den 3. august kl. 20.30
PopNitz
PopNitz giver den fuld gas. Musikken er tilrettelagt med de bedste intentioner om at få publikum ud på dansegulvet og til at synge med på de sidste fire årtiers velkendte sange.
 
Tak til alle, der har gjort det muligt at få musik på Torvet i forbindelse med The Tall Ships Races i Esbjerg.